Det var min kæreste der for alvor introducerede mig for dubstep. Jeg har i nogle år udforsket denne genre, men det var meget sporadisk og jeg blev ikke sådan rigtig fanget af det. Men nu er jeg langsomt ved at få grebet om det. Her er et nummer med Mala - inspirerende og lidt drømmeagtigt. Jeg er nok mere til en noget tungere bas, men man kan ikke komme udenom at det her bare er enkelt og smukt.
onsdag den 27. maj 2009
mandag den 25. maj 2009
Jeg anbefaler
Gummo
Instruktøren Harmony Korine lavede i 1997 filmen Gummo, som jeg så for første gang her for nylig. Jeg er stor fan af hans første film Kids (1995) og om ikke imponeret, så i hvert fald grebet af Ken Park (2002: instrueret af Larry Clark og Ed Lachman) hvis manuskript Korine stod for.
Gummo udspiller sig i Xenia, Ohio. En by, totalt smadret af en tornado i 1974, hvor the whitest trash ever bor. Man følger forskellige karakterer, den ene mere ekstrem end den anden, alle håbløse eksistenser der fuldstændig hjernedødt skal få tiden til at gå i den gudsforladte by.
Farverne, soundtracket, kostumerne (hvilke Chloë Sevigny for resten står for), det geniale skuespil, der ikke bliver mindre genialt af, at det faktisk kun var fire ud af alle de medvirkende skuespillere der havde erfaring, og de små detaljer giver tilsammen en bizar og ubehagelig stemning. Og alligevel kan man ikke lade være med at grine lidt af bare tragedie og elendighed. Skuespillet er sindssygt fedt og filmen når aldrig ud og bliver så ekstrem at man står af. Der er en hårfin grænse mellem kitch og corny, og hvis ikke den røde tråd havde været håbløsheden, så ville det crepede hår, de bare teenage bryster, det rådne vand i badekaret og de døde katte bare blive plat, men netop fordi det er så tragisk at man ikke ved om man skal grine eller græde så bliver det slikfarvede univers blandet med sperm og lim fedt og billederne sætter sig fast i skallen på én om man vil det eller ej. Se den for fanden!
Instruktøren Harmony Korine lavede i 1997 filmen Gummo, som jeg så for første gang her for nylig. Jeg er stor fan af hans første film Kids (1995) og om ikke imponeret, så i hvert fald grebet af Ken Park (2002: instrueret af Larry Clark og Ed Lachman) hvis manuskript Korine stod for.
Gummo udspiller sig i Xenia, Ohio. En by, totalt smadret af en tornado i 1974, hvor the whitest trash ever bor. Man følger forskellige karakterer, den ene mere ekstrem end den anden, alle håbløse eksistenser der fuldstændig hjernedødt skal få tiden til at gå i den gudsforladte by.
Farverne, soundtracket, kostumerne (hvilke Chloë Sevigny for resten står for), det geniale skuespil, der ikke bliver mindre genialt af, at det faktisk kun var fire ud af alle de medvirkende skuespillere der havde erfaring, og de små detaljer giver tilsammen en bizar og ubehagelig stemning. Og alligevel kan man ikke lade være med at grine lidt af bare tragedie og elendighed. Skuespillet er sindssygt fedt og filmen når aldrig ud og bliver så ekstrem at man står af. Der er en hårfin grænse mellem kitch og corny, og hvis ikke den røde tråd havde været håbløsheden, så ville det crepede hår, de bare teenage bryster, det rådne vand i badekaret og de døde katte bare blive plat, men netop fordi det er så tragisk at man ikke ved om man skal grine eller græde så bliver det slikfarvede univers blandet med sperm og lim fedt og billederne sætter sig fast i skallen på én om man vil det eller ej. Se den for fanden!
Tour de Prinzlauerberg
En bagende forårsdag gik mig og hende jeg bor sammen med fra Prenzlauerberg og hjem til Neukölln, dels fordi vi ikke havde penge til u-bahn, dels fordi der gik sport i om vi, trods vores underudviklede stedsanse, kunne finde tilbage gennem Berlin på gefühl. Det kunne vi, og her er et par af de steder vi kom forbi på vores vej.
fredag den 22. maj 2009
Ukendt kunstner
Jeg kender ikke kunstneren, men synes at portrætter af dyr der forstår at posere er fede. Der ud over er billederne godt lavet og brugen af farver er vellykket.
Arbejdsløs altmuligmand
Tjah så blev jeg blogger. Jeg synes egentlig at det er noget underligt noget, det der med at dele sit liv, tanker og private billeder med fremmede mennesker. Jeg værner ikke som sådan om mit privatliv, men synes det er svært egoistisk at tro, at andre kan have den mindste interesse i hvem jeg, og alle de andre jævne bloggere rundt om i verden, er. Derfor vil den her blog heller ikke være en landsdækkende dagbog, men mere et medium for respons på, og salg af, henholdsvis det undertøj jeg syer i navnet Lassie og de billeder jeg laver. Blandet med diverse anbefalinger af film, musik, kunst, litteratur og andet intellektuelt bavl som nu engang er det der pifter hverdagen lidt op.
Kort kan jeg sige om mig selv, at jeg er 21, bor i Neukölln, Berlin og pt er arbejdsløs.
Kort kan jeg sige om mig selv, at jeg er 21, bor i Neukölln, Berlin og pt er arbejdsløs.
Abonner på:
Opslag (Atom)
