Instruktøren Harmony Korine lavede i 1997 filmen Gummo, som jeg så for første gang her for nylig. Jeg er stor fan af hans første film Kids (1995) og om ikke imponeret, så i hvert fald grebet af Ken Park (2002: instrueret af Larry Clark og Ed Lachman) hvis manuskript Korine stod for.
Gummo udspiller sig i Xenia, Ohio. En by, totalt smadret af en tornado i 1974, hvor the whitest trash ever bor. Man følger forskellige karakterer, den ene mere ekstrem end den anden, alle håbløse eksistenser der fuldstændig hjernedødt skal få tiden til at gå i den gudsforladte by.
Farverne, soundtracket, kostumerne (hvilke Chloë Sevigny for resten står for), det geniale skuespil, der ikke bliver mindre genialt af, at det faktisk kun var fire ud af alle de medvirkende skuespillere der havde erfaring, og de små detaljer giver tilsammen en bizar og ubehagelig stemning. Og alligevel kan man ikke lade være med at grine lidt af bare tragedie og elendighed. Skuespillet er sindssygt fedt og filmen når aldrig ud og bliver så ekstrem at man står af. Der er en hårfin grænse mellem kitch og corny, og hvis ikke den røde tråd havde været håbløsheden, så ville det crepede hår, de bare teenage bryster, det rådne vand i badekaret og de døde katte bare blive plat, men netop fordi det er så tragisk at man ikke ved om man skal grine eller græde så bliver det slikfarvede univers blandet med sperm og lim fedt og billederne sætter sig fast i skallen på én om man vil det eller ej. Se den for fanden!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar