Jeg har lige spist en marcipangris på 250g og ligger nu i foster på sengen med halsbrand. Jeg har også ondt i skallen efter igår. Det var dejligt at se Freya igen selvom det kun var kort. Jeg gad godt at hun boede her i Århus. David virkede trist i det, sådan lidt føleagtig - jeg vil gerne se ham igen snart. Da de var gået fik Sofie og jeg selskab af levemand og dandy Ole Von Skaarup der ville have os med en tur i Mazzerattien og derefter på casino. Aftenen var jo ung og vi endnu yngre, men Sofie gav ham noget tyggegummi og jeg sagde at vi helst ikke ville med på casino. Jeg tror jeg vil ringe til Patrick og pludre lidt og måske høre om han ikke vil være med til at bage boller senere.
Så faldt den første sne samtidig med at min mormor døde i Galten. Idag har Patrick og jeg lavet kartoffelmos og karbonader og været nede med Patricks støvler hos skomageren Swift der er over 100 år.
Eksamen gik fint. Fik dog af vide af en af mine medstuderende, da jeg kom ud fra lokalet, at mit tissehul stod åbent, så det var jo bare fedt... Senere skal jeg hen og spise på Pearl India med Cille og Sofie og så formentlig redde mig en brandert bagefter. Adjø.
Købte et ret fedt sæt i Frælsens Hær igår. Lang nederdel med lang skjorte til, størrelse 44 og med en underlig lugt af gammel død dame. Så jeg var flyvende da jeg sprang i skole idag i en odour af kreperet kælling og en rimelig lex bronzefarvet læbestift. Ellers har det bare været en helt almindelig jævn skoledag med aflyste lektioner og hindbærsnitter fra kantinen. Jeg havde sådan en underlig drøm i nat hvor jeg red på sådan et lille grevlingeagtigt dyr. Jeg tror også at jeg var lille i størrelsen. Måske var jeg en hund, og først sad jeg ovenpå den, men pludselig var det mig der løb hurtigt med det der dyr på ryggen. Og den blev ved med at bide mig i ryggen og ørene. Det var en af de der drømme der rumsterer i kroppen længe efter man er vågnet.